Guide · 10 minutter

Sådan skriver du et høringssvar

Før kommunen beslutter en lokalplan, en ny strategi eller en stor ændring, sender den forslaget i høring. Alle må svare. Politikerne får svarene samlet, før de beslutter.

Det skal du vide

  • Alle må svare. Der er ingen aldersgrænse, og du skal ikke være ekspert.
  • Der er en frist. Den er ofte mellem fire og otte uger. Svar, der kommer for sent, tæller ikke altid med.
  • Kort er godt. Et par linjer, der siger klart, hvad du mener og hvorfor, er nok.
  • Dit svar kan blive offentligt. Kommunen samler ofte svarene i et notat til politikerne, nogle gange med navn.

Sådan gør du

  1. Find en høring. Se høringer, du kan svare på nu, eller kig på kommunens høringsside (i København hedder den Bliv hørt).
  2. Læs forslaget. Du behøver ikke læse det hele. Find den del, der handler om dig.
  3. Skriv dit svar. Sig, hvem du er, hvad du mener, hvorfor, og hvad du foreslår. Brug skabelonen herunder.
  4. Send det inden fristen. Brug formularen eller mailen, der står i høringen. Skriv høringens titel i emnet.

Skabelon

Emne: Høringssvar til "[høringens titel]"

Hej

Jeg hedder [navn], er [alder] år og bor i [bydel eller by]. [Én sætning om, hvorfor sagen betyder noget for dig, fx "Jeg cykler ad Xvej til gymnasiet hver dag".]

Jeg mener, at [det, du mener om forslaget].

Det er vigtigt, fordi [din begrundelse, gerne med et eksempel fra dit eget liv].

Jeg foreslår, at [dit konkrete forslag].

Venlig hilsen
[Navn]

Tip: Skriv sammen med andre. Et svar fra en klasse, en klub eller et ungdomsråd vejer tungt.